En udstilling i: ‘Den Fremtidige Spisestue’

Elever fra BGK Holbæk afdelingen udstiller, traditionen tro, på Sølyst i Jyderup i pinsen.

Fernisering lørdag den 18. maj kl. 13-17, alle er velkommen

Udstillingen har åben den 18. - 19. og 20. maj på Sølyst i Jyderup, alle dage kl. 13-17

BGK eleverne har til årets elevudstilling valgt titlen, En udstilling i: ‘Den fremtidige Spisestue’, som en humoristisk kommentar til de planer der længe har svirret om at inddrage BGK’s undervisningsrum og værksted til køkken og spiserum for en kommende højskole.

Eleverne har året igennem, under deres arbejde i værkstedet, lagt øre til  : …'her er i øjeblikket billedkunstværksted- men dette vil meget snart være den fremtidige spisestue….' 

BGK Midt og Vest blev netop skudt i gang på Sølyst med pilotprojekt i 2008 – og det er selvfølgelig et stort tab for talentudviklingen, at årets elevudstilling afslutter BGK Holbæk afdelingens tilstedeværelse på Sølyst og samtidig afslutter stedet som omdrejningspunkt for undervisnings-camps for hele BGK Midt og Vest tre afdelinger på Sjælland. Det er meget velfungerende undervisningsfaciliteter, der er tilegnet med stor omhu over de sidste 5 år, man nu må sige farvel til. - BGK er garanteret genhusning, og vi glæder os til at tage fat på at få genskabt gode rammer for talentudviklingen andetsteds.  

Studieåret har naturligvis også været præget af en lang række spændende workshops -- og som sædvanlig med mange professionelle kunstnere, samt design-, arkitekt- og billedkunststuderende som gæstelærere.

BGK året startede med en studietur til verdens største samtidskunstudstilling, ‘Documenta’ i Kassel, der kun foregår hvert 5. år. – Flere af de viste værker på elevudstillingen i år bygger på refleksioner og inspiration fra værker fra denne udstilling. Eleverne har sideløbende med andre projekter over en længerevarende fordybelsesproces bearbejdet og udviklet personlige værker ud fra dette møde med samtidskunstens mest toneangivende værker.

Det har også været året hvor BGK har deltaget i pilotprojektet : Kunst i Skolehøjde - KIS.  - Et projekt med Holbæk Kommune og Billedskolen i Holbæk om at opkvalificere biledkunstundervisningen i folkeskolen og give tilbud om kvalificeret billedskoleundervisning til skolebørn fra 4 til 6 klassetrin . Børn fra Tølløse og Jyderup skoler var omdrejningspunktet for udvidet billedkunstundervisning og workshops hvor ikke mindst BGK elever blev sat i spil som assisterende undervisere. Projektet blev afsluttet med en stor udstilling på Elværket i Holbæk i marts.

BGK samarbejder løbende med en række institutioner og vi er glade for de mange henvendelser om at udvikle sammen med BGK.

Vi ser bl.a. frem til at vores nye hold, på 13 elever, til efteråret skal deltage I ungdomsfestivalen ‘UTOPIA’ der afholdes i Holbæk kommune til september. BGK er involveret med et masterclass-forløb med ‘Street Art’ I Jyderup byrum med danske og udenlandske billedkunstnere som gæstelærere.

Udstillingen på Sølyst består dels af ’work in progress’, vist i vores studielokale, hvor man får et unikt indblik i BGK som værksted og ’maskinrum’. Her kan besøgende gå på opdagelse, se og bladre i værker, mellemstadier og skitser.

I andre lokaler vil der i år være udstilling af individuelle kunstprojekter - og udendørs i parken er der også planlagt enkelte kunstoplevelser.

 

Der er derfor nok at opleve når talentfulde BGK elever arbejder med en lang række kunstneriske udtryk: grafik, maleri, tegning, video, foto, installation, skulptur, design, scenografi m.m.