FAKTA OM VERDEN – elevudstilling på BGK Ringsted

67

BGK Midt & Vest inviterer til fernisering af Ringstedafdelingens årlige afsluttende elevudstilling i Projektrummet / Eksercerpladsen på Ringsted Musik- og Kulturskole fredag d. 22. maj 2015 kl. 18.30 – 20.00. Her viser elever fra det billedkunstneriske grundkursus egne kunstværker.

BGK Ringsteds elever har hver især fordybet sig i nogle kunstneriske undersøgelser, der udspringer af den inspiration, de fik fra den årlige studierejse, der i år gik til kunstmetropolen Berlin. Dette har resulteret i selvstændige værkproduktioner, der vises på elevudstillingen med titlen ”Fakta om verden”.

Med de udstillede værker går eleverne efter udstillingsperioden til eksamen, der forgår mundtligt som en fælles værkgennemgang med en ekstern censor til stede. Her får eleverne lov til at redegøre for deres tanker, ideer og kunstneriske overvejelser bag værkerne, mens de får en faglig vurdering.

Udstillingen åbnes af leder af Ringsted Musik- og Kultursskole, Børge Blume Jensen. Her afsløres et stort maleri skabt af elever fra BGK Midt & Vest til udsmykning af Projektrummet / Eksercerpladsen på Ringsted Musik- og Kulturskole, hvor BGKs Ringstedafdeling udstiller for første gang efter at være flyttet ind i egne værkstedslokaler på matriklen tidligere på året.

Ved denne lejlighed holder BGK Midt & Vest samtidig dimission for sine 3. års elever, der får overrakt deres kursusbeviser af leder af BGK Midt & Vest, Annette Salvad.

Der vil blive budt på forfriskninger, og BGK Ringsteds elever og kunstfaglig afdelingsleder Astrid Winsløw Hammer vil være til stede sammen med de øvrige afdelingsledere og elever under ferniseringen.

Udstillingen kan ses 23. – 25. maj kl. 11 - 17 alle dage og indgår i udstillingsprogrammet for "Kunstdage i pinsen" i Ringsted Kommune.

Adresse: Projektrummet / Eksercerpladsen på Ringsted Musik- & Kulturskole, Regimentet 3, Ringsted.

Arrangør og kontaktperson: Kunstfaglig Afdelingsleder Astrid Winsløw Hammer, tlf. 21 33 83 35 / astridwinslowhammer@yahoo.dk