Undervisningen

Undervisningen

På BGK varetages undervisningen af højt uddannede professionelle kunstnere og formidlere, og du får en fantatisk mulighed for at beskæftige dig med samtidskunst på et højt niveau sammen med andre unge med den samme interesse.

Vi tager udgangspunkt i debatoplæg, foredrag, værkgennemgange, projekter og opgaveformuleringer. De mange gæstelærere, som alle er udøvende kunstnere eller kunstteoretikere, vil bidrage til undervisningens diversitet, og sammen vil vi gå på opdagelse i fusionen mellem de forskellige kunstarter og i tidens kunstneriske strømninger.

Du får kendskab til kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold, som er relevante for det billedkunstneriske område, ligesom der tilrettelægges forløb, der sigter mod forståelse for markedsføringsmekanismer.

Foruden undervisning i de tre afdelinger kommer du i et tæt og inspirerende undervisningsforløb med workshops, kunstcamps, studieture i ind- og udland, forskellige fællesprojekter mellem afdelingerne og landets øvrige BGK'er samt fordybende individuelt arbejde.

Du kan passe undervisningen sideløbende med, at du f.eks. passer din sædvanlige gymnasiehverdag, anden ungdomsuddannelse eller et arbejde, da undervisningen i afdelingerne foregår sen eftermiddag og/eller aften.